Magnus kan have det svært, når tingene ikke går helt, som han forventer.

Han er fornyligt begyndt at gå til violin, noget han selv har valgt og ønsket. Violin er et rigtig svært instrument at mestre, så det kræver øvelse og tålmodighed.

Vi har valgt en tilgang, hvor Magnus ikke presses til at øve, da det skal være lysten og interessen, der driver ham. Det betyder, at han ikke øver så meget, som vi (i al hemmelighed) ville ønske, men…

Violinlæreren siger, at Magnus er dygtig, utrolig musikalsk og har en fantastisk hukommelse, så det går fint.

Sidst han var til undervisning, gik det rigtig godt. Da han kom hjem, ville han spille, det han havde lært for morfar og mig. Da han to gange i træk fik lavet et forkert greb, gik han helt kold.

Han græd og sagde, at han jo ikke duede til noget og var dum. Alt var bare galt.

Når Magnus kommer dertil, er det ikke muligt at tale fornuft med ham. Han bliver så sort i sit sind, og alt ondt i verdenen bliver vendt indad. Han hader virkelig sig selv.

Tidligere fandt han på ”straffe” til sig selv. Han kunne finde på at stille sig ud i regnvejr, til han rystede af kulde, og når jeg hentede ham ind, gik han ud igen. Han kunne finde på at slå sig selv eller lave andre selvdestruktive handlinger. Nu har han en strategi, hvor han går i seng.

De forkerte violingreb, efter en succesrig violinundervisning, gjorde, at en ellers hyggelig fredag allerede sluttede klokken 17, da Magnus gik i seng.

Det er dybt frustrerende som forældre at være vidne til sådan en omgang. Vi føler os hjælpeløse, når han mister evnen til at tænke rationelt og bliver selvdestruktiv.

Sanne, mor til Magnus