Havde vi vidst bedre

– Et gæsteindlæg af Susanne Korsholm.

Clara har altid været lidt anderledes end de fleste andre børn, men på den ”fede” måde. Ekstremt nysgerrig, videbegærlig og sjov. Min datter er i dag 21 år, og er først nu ved at komme sig efter en lang og svær depression. Clara er højt begavet, har Aspergers syndrom og ADHD og fik først diagnoserne som 18-årig. I bakspejlet kan jeg se, at den høje intelligens har gjort det muligt for hende at kompensere for de daglige udfordringer

Dengang..
Clara gik i en almindelig folkeskole og klarede sig rigtig godt. Problemerne begyndte at opstå, da puberteten indtrådte. Clara fik det sværere og sværere med at lave div. fremlæggelser i skolen, som næsten var en hverdagsudfordring. Det hun og vi ikke vidste var, at Clara havde daglige angstanfald og langsomt udviklede en social fobi.

Claras høje intelligens, som først langt senere blev målt og italesat af omgivelserne, har været både en styrke og en svaghed i forhold til hendes folkeskole. Alle kunne se, at Clara klarede fagene i folkeskolen uden problemer, og gav hende derfor ikke den støtte hun havde brug for til at kunne videreudvikle sine sociale og faglige kompetencer. Det var nok at ”klare sig godt”, hvilket betød, at Clare blev en underyder i forhold til hendes potentiale.

Hjemme vidste vi, at Clare var godt begavet. Vi oplevede, hvor hurtigt hun opsamlede og forstod komplekse informationer. Den oplevelse havde de ikke i skolen. Her var hun ramt på alle de eksekutive funktioner og var ekstremt sanseforstyrret. Clara var langsom til at skabe sig et overblik og blev nemt distraheret. Det betød, at hun klarede sig skidt i diverse nationale test, testning af hurtig markering i klassesammenhænge og leverede ikke i forhold til sit eget kognitive potentiale.

Claras endnu ikke identificerede diagnoser gjorde, at stress var et kæmpe issue. Hele hendes nervesystem og alarmsystem var på overarbejde og konstant stresset.

Clara havde brug for at fordybe sig, researche længe, sætte sig ind i ting på mange forskellige måder og selv gruble over problemstillinger. Hun havde brug for at læse om det i mange forskellige bøger, læse fagskrifter, se videoer, diskutere i internationale fora med andre om emnet. Alt det var der ikke tid til i folkeskolen. Alligevel gjorde Claras store almenviden hende i stand til at klare sig rigtig godt, trods hendes personlige udfordringer.

Måden skolen var opbygget på, og de test der blev givet, betød samlet set, at hun performede dårligere, end hun kunne under andre vilkår. Hun var et barn, man ofte ikke, uden viden på området, ville identificere som højt begavet. Hun gjorde ikke meget stads ud af sig selv og ønskede blot at blive ladt i fred, så hun kan klare dagen uden for mange påvirkninger.

Clara overlevede folkeskolen, og der var ingen, hverken os eller underviserne, der så, at Clara havde brug for hjælp.

I gymnasiet tiltog problemerne. Claras personlige udfordringer fortsatte, og vi indså, at Clara havde brug for hjælp. Vi opsøgte diverse psykologer og endda ungdomspsykiatrisk afdeling, men ingen så diagnoserne, de så kun den sociale fobi.

Clara, som på det tidspunkt var 16 år, forstod ikke, hvorfor hun ikke kunne det samme som hendes klassekammerater. Hun kunne ikke aflæse, forstå og imødekomme det sociale samspil i klassen, og hendes krop reagerede med daglige angstanfald.

De daglige angstanfald og frustrationen gjorde, at vi havde mange møder med skolevejlederen og ledelse om en mulig løsning, så Clara kunne få hjælp til at klare skolen. Hjælpen kom aldrig, og det endte med, at vi i starten af 2.g tog hende ud af gymnasiet. Clara var slidt op og desværre kommet ind i en dyb, dyb depression.

Brikkerne begyndte først at falde på plads, da hun, i sin værste depression, blev udredt. Her viste test, at Clara, foruden meget høj intelligens, havde Aspergers syndrom og ADHD. To diagnoser, som i den grad påvirker børns måde et være i livet og skolen på.

Vi ville have gjort og givet meget for, at hun havde fået diagnoserne langt tidligere, så hun var blevet set og mødt, som den hun var: en helt unik og begavet pige med meget i sin personlige rygsæk. Men ingen så det, ingen hjalp og ingen forstod det.

Seje Clara har i dag taget en HF på flex (online HF), selvom hun stadig ikke er kommet helt ud af sin depression. Hun er et godt eksempel på, hvad trivsel og mistrivsel kan gøre ved et højt begavet barn. Når de er i trivsel og flow håndteres udfordringer og kompleksitet med overskud. Når de mistrives og er utrygge frustreres de, og verden synes sort og fuldstændig uoverskueligt. Højt begavede børn klarer sig ikke bare. De har i høj grad brug for støtte og anerkendelse, så de kan udvikle sig til de unikke mennesker, de er.