Af Sheelagh Pihl Bisgaard, Cand. Pæd. i pædagogisk psykologi

Egentlig havde jeg tænkt mig..

– at skrive et indlæg om intelligensteori og om, hvordan man aktivt kan arbejde med talentspotting og udvikling af børns potentiale allerede fra børnehavealderen. Men mens jeg sad og ledte efter den rigtige teoretiske vinkel, kom jeg til at tænke på de mange historier, jeg har oplevet fra praksis. Børn som er blevet forstået og set på igennem pædagogiske briller,  præget af tidens diskurs og opfattelse af det gode børneliv. Alt sammen i den bedste mening forstået. De mange små liv, som allerede fra starten af deres institutionsliv, har skulle være noget andet end det de var. For selvom vi som pædagoger er debatterende og i egne øjne rummelige og ret nemt kan acceptere, at lille 3 årige Ivan-Emil vil gå med prinsessekjole sammen med bedsteveninden Silvia Maria, så er det faktum, at børn fødes med forskelligt intelligensniveau og forskelligt potentiale, stadig svært at gabe over. Med andre ord ender den forståelse ofte i den gale hals.  For det harmonerer ikke med den danske lighedstanke og ideen om, at vi alle bør have samme muligheder.

Det er dog en blind vinkel, som vi og skal have kastet lys på, for børnenes skyld. For manglende anerkendelse af hvem og hvad man er som barn, har det med at følge et menneske hele vejen op gennem skole, arbejdsliv, venskaber og fællesskaber. Og selvom mange højt begavede klarer sig strålende senere hen i livet, kommer det frem i praksis, at lige så mange kæmper med et lavt selvværd. En følelse af at skulle leve op til omgivelsernes forståelse af, hvem de kan tillade sig at være.

Jeg sidder og tænker på;

Adam

Adam  5 år, der ved børnehavens  sommerfest , – lige som de andre børn, stolt overrakte sin tegnemappe til sine forældre, sådan som traditionen bød sig. Heri lå hele årets  kreative udfoldelser, beviset på børnehavens fokus på det skabende i barnet. At Adam overrakte mappen med stolthed, var ved nærmere eftersyn nok en overdrivelse, det var nok snarere sådan, at han krympede sig og slog blikket ned.

For i tegnemappen lå ikke en eneste tegning. Hvor de andre børnehavebørns mapper bugnede af hurtigt skitserede klatterier og mesterværker, var Adams mappe gabende tom. Ikke en eneste tegning havde han begået.  Det vil sige det havde han selvfølgelig, men de var alle blevet revet i stykker af pædagogerne for næsen af Adam og de andre børn. For Adam skrev sit navn på tegningerne, når han var færdig. Nede i højre hjørne skrev han med en lille sikker skrift hele sit navn med fornavne, mellemnavne og efternavn. Og pædagogerne havde jo sagt, at det måtte han ikke, for man må ikke skrive, før man kommer i skole. Og da Adam ufortrødent  blev ved at skrive, –  også da de tog blyanterne fra ham og han  derfor måtte vende penslen og ridsede sit navn ind i malingen med skaftespidsen, ja, så måtte de jo kassere tegningerne. Han vidste godt, han ikke måtte og han var faktisk en flink og sød dreng, han kunne bare ikke lade være.

Tobias

Lille Tobias, som var så glad for viden. Det vil sige, at når han nu elskede dinosaurere, så kunne han ikke kun flere hundrede forskellige, han kunne også de forskellige latinske navne. Og tidsaldre. Det gav konflikter i legen, for en dinosaurer fra juratiden kan ikke blive overfaldet af en dinosaur fra kridttiden, vel? Og det var vel heller ikke muligt, at en Diplodocus, med sin enorme vægt og højde, ville trampe og overfalde andre dinosaurer for at æde dem, når nu den var planteæder?  Men det mente pædagogerne nu godt, at de kunne, når de kom til for at udrede konflikterne, der uvægerligt opstod i kølvandet på de lege Tobias indgik i, – især når det var små plastikfigurer fra Fætter BR. På samme måde undrede Tobias sig, når Deltakrokodillerne svømmede i ferskvand op ad Nilen, eller når regionale højhastighedstog skulle køre på s-tognettet og egentlig ville han ikke være uvenner, men legen gav ingen mening for ham. Og pædagogerne bekymrede sig og snakkede indbyrdes om, at forældrene også var for gamle og havde for meget tid til Tobias, som i øvrigt ville have godt af at få nogle søskende, så han kunne træne det sociale og lære at indgå i fællesskaber. Hvor bekymrende var det ikke i virkeligheden, at Tobias var mest glad, når han gik med lederen på kontoret og fik lov at arkivere sagsmapper efter alfabetet, mens han lod sin lille gammelkloge mund løbe? Det var vel mere naturligt for sådan en lille purk, at få klatret i nogle træer og få skrabet nogle knæ?

Frederik

Frederik, som vel heller ikke var så glad i børnehaven, men var tapper, fordi han vidste, at når man er lille går man i børnehave. Han var ikke fræk, han kunne bare ikke lade være med at læse. Og undersøge og vende ting og gå steder han, han ikke måtte. Når pædagogerne læste højt,  måtte de sætte ham sådan, at han kunne følge med i teksten ellers kartede han rundt. Alt læste han højt.” Ind, ud, tryk, skub”, mumlede han, når de var på tur. “Referat af forældremødet den 6/8”, mumlede han, når han nysgerrigt tog opstilling under opslagstavlerne. “Arlas køer går på græs fra maj til september”, mumlede han, mens han hældte og spildte mælk  ved frokostbordet. Når der blev givet vigtige fællesbeskeder  forud for udflugter, mumlede Frederik navnet på busselskabet  og fik ikke lige hørt det med at gå hånd i hånd. Og ofte opdagede han ikke det med at få jakken på eller snøre snørebåndet, for mens de gik, spekulerede Frederik på, hvordan Ågade løber ud i fire små forgrenede stier, som følger det net, der engang var en frit løbende å. Derfor blev Frederik heller ikke vurderet skolemoden, han ville i følge pædagogerne have godt af et år mere, hvor han kunne træne sin opmærksomhed og koncentrationsevne.

De små drenge

Og hvorfor er det så disse små drenge,  jeg især husker? Det er det nok fordi, pigerne ikke stak i øjnene, når de fx stille trak sig tilbage med en bog. Eller når de øvrige piger samledes om dem, og de sad og læste højt for de andre. Eller når de tullede rundt og samlede sten alene på legepladsen, og bagefter sorterede dem efter farve og størrelse. Pigeting.  Eller når de tegnede fine fotografiske tegninger og gjorde sig umage. Når de fandt en ældre pige, som de matchede godt med og holdt sig til hende. Så var de veninder. Piger havde ikke store fællesskaber, som de “naturligt” hørte til.

Og så husker jeg måske også drengene, fordi deres modenhed ikke altid matchede deres mentale alder. Ikke at de var mere umodne end andre jævnaldrende, bare små drenge, som blev ulykkelige, måske rasende, når de blev afvist, smidt ud af legen, misforstået eller når noget var uretfærdigt. Eller når tingene ikke lykkedes eller tingene ikke gav mening. Så brød verden sammen indtil mange af dem lærte at holde sig for sig selv og lege deres egne lege, ligesom mange lærte at smide malerpenslen væk og indordne sig.

Modsat hvad mange tror, er det især den sidste gruppe af børn, der får det svært senere. For at være alene med sig selv, som sig selv, er ofte lettere end at være  sammen med andre, som en anden end sig selv.