Børn med en høj IQ er ikke nødvendigvis velfriserede og velfungerende. Men landets folkeskoler har ikke den rette værktøjskasse til at spotte dem. Det efterlader børnene med et uforløst potentiale.

Da jeg sidste år besøgte Danmarks Læringsfestival med min virksomhed, mødte jeg en fantastisk modig kvinde, der gjorde stort indtryk på mig. Kvinden var i sine 30’ere. Hun var overvægtig, havde skæve tænder og udgroninger i sit hennafarvede hår. De seneste jobs, hun havde varetaget, var som henholdsvis kassemedarbejder og nonfood-assistent i et supermarked. Nu var både hun og hendes mand på overførselsindkomst. Hun ramte mig lige i hjertet.

Det bemærkelsesværdige var, at hun havde en datter med en IQ på over 130. Det var imidlertid først, da datterens skole begyndte at underrette kommunen om udfordringer i hjemmet, og familien blev tilknyttet en sagsbehandler, at man blev bevidst om, at ikke bare pigen, men også hendes forældre, var særligt højt begavede. Den mistrivsel, hun udviste, var udtryk for samme mindreværd, hendes forældre i årevis havde tumlet med.

Hvorfor gjorde den historie så stort indtryk på mig?

Det gjorde den, fordi den strider imod den gængse forestilling om, at højtbegavede børn er 12-tals-talenter fra velfriserede og velfungerende hjem med klaver og tunge bogreoler. Og fordi familiens fortælling langt fra er enestående.

For landets mere end 30.000 højtbegavede skolebørn er ikke nødvendigvis ressourcestærke. De kommer i mange forskellige indpakninger, og hvis de skal have mulighed for at udfolde deres potentiale, så kræver det, at lærerne på landets folkeskoler har den fornødne værktøjskasse til at identificere dem.

I februar afsatte udenrigsminister Merete Riisager (LA) 65 millioner kr. til en ny talentindsats, der skal sikre, at det er lige så »sejt« at være dygtig i skolen som til en fritidsinteresse. Det er naturligvis fantastiske nyheder, men hvis det skal lykkes at stimulere og udfordre landets højtbegavede børn, så kræver det, at deres potentiale ikke prioriteres som lige netop det – en fritidsinteresse.

I langt størstedelen af landets folkeskoler er der intet tilbud til de højtbegavede børn. Flere og flere familier ser derfor mod privatskolerne og de dyre særtilbud uden for skolens matrikel og efter skoletid.

Det klinger noget hult, når den nationale målsætning for landets folkeskoler netop er at sikre, at alle elever bliver så dygtige, de kan. Problemet er bare, at folkeskolen den dag i dag ikke er klog nok på de højtbegavede børn. Lærerne har øje for de fagligt udfordrede elever og de særligt dygtige elever. De højtbegavede børn kan imidlertid være svære at spotte, hvis ikke lærerne har de rette briller på.

For når vi taler om talentfulde børn, handler det om de børn, der systematisk har oparbejdet et niveau, der ligger over det forventede. De højtbegavede, derimod, er dem som har en naturlig evne til at aflæse og forstå komplicerede situationer og problemstillinger. Den højtbegavede elev er således ikke nødvendigvis flittig, ligesom den talentfulde elev ikke nødvendigvis er højt begavet.

Det er imidlertid oftest den tilstræbt talentfulde elev, skolerne identificerer og sender videre til tilbud uden for skolen. Hvis de højtbegavede børn ikke bliver fagligt stimuleret, er de til gengæld i fare for at ende i mistrivsel. Et dansk forskningsprojekt har vist, at 42 procent af de højtbegavede børn kommer i mistrivsel på et tidspunkt i deres liv.

Når støjniveauet i en folkeskoleklasse får væggene til at bule ud, er det med andre ord ikke usandsynligt, at det er den højtbegavede elev, som står bag. De svarer læreren igen, afbryder deres klassekammerater og skaber uro, når de ikke er i trivsel. Ironisk nok betyder det, at de hurtigt forveksles med børn, der er fagligt udfordret af diverse diagnoser – en manglende koncentrationsevne læses måske som ADHD og en særligt skarp hukommelse som autisme.

Der sidder altså børn derude med et ufatteligt stort indlæringspotentiale, som ikke bliver set, fordi de ikke følger gængse idealer for en mønsterelev. De får ikke mulighed for at træde længere op ad læringsstigen, og det der viser sig som empati, kreativitet og humor hos det højtbegavede barn i trivsel, kan pludselig vise sig som dårligt selvværd og grov, stædig og destruktiv adfærd.

Det kræver et langt mere praksisnært fokus på børnene, hvis de 65 millioner også skal komme de højtbegavede elever til gode. Folkeskolen skal kunne rumme børn fra alle samfundets hjørner og lag. Den skal skabe de allerbedste forudsætninger for læring, så børnene er bedst muligt rustet til verden på den anden side af afgangseksamen.

Jo hurtigere lærerne formår at spotte de højtbegavede børn, jo færre faglige og sociale nederlag får de med sig fra grundskolen. Der er behov for massiv undervisningsdifferentiering, og jeg har i mit arbejde med højtbegavede børn og deres undervisere oplevet, hvordan børnene på magisk vis skifter adfærd, når deres særlige evner bliver anerkendt og udfordret.

Som en undersøgelse fra KORA (nu VIVE, red) har vist, har indsatsen til de højtbegavede allerstørst indvirkning, hvis de nogle timer om ugen tages ud af den almindelige klasseundervisning og undervises med andre højt begavede elever. I skoletiden og på deres egen skole.

Jeg håber derfor, at regeringen har landets folkeskoler for øje, når puljepengene skal fordeles. Det skylder vi både børnene og det samfund, de lukkes ud i.

For det er ganske enkelt ikke en fritidsinteresse at være klog.